Du kender det sikkert godt. De der dage, hvor alt ting bare driller. Computeropdateringen, kaffemaskinen, ja selv trafikken. Og selvom du gør alt hvad du kan, så kan du ikke flytte din opmærksomhed væk. Tankerne bliver ved med at vende tilbage. Til det, der driller. Det, der ikke er, som det skulle være.

Grunden til at tankerne bliver ved med at kredse om det, der driller, skyldes den måde din hjerne arbejder på. Jo mere vi bliver optaget af noget, jo mere kredser vores tanker, vores opmærksomhed omkring det. Tænk bare på, når du beslutter dig for ikke at spise mere chokolade. Eller at nu skal du også igang med at løbe. Uanset om du gør det eller ej, vil dine tanker kredse omkring det at du gør det eller ikke gør det. Fordi din opmærksomhed er optaget af det.

Når noget driller er det derfor din naturlige adfærd at forblive fokuseret på det, der driller. Ligesom en kollega forleden sad og hamrede på den samme computertast på sin Pc. Adspurgt om hvorfor svarede han: “Fordi den driller!”.

Når noget driller, spænder vi op i kroppen og i tankerne, måske også i følelserne. Og med anspændtheden kommer der et gradvist fastere greb om din opmærksomhed. Grebet og anspændtheden gør at vi mister vores overblik, vores evne til at se klart og dermed vores handlekraft.

Tre mindfulde metoder, du kan bruge, når noget driller

I mindfulness er der tre meget virkningsfulde metoder, du kan ty til, når der er noget, der virkelig driller eller irriterer dig og du kan mærke, at du spænder op og føler, at du bliver låst i dets greb.

  1. Accepter, at det er, som det er

    Det driller. Det er ikke blevet, som du forventede. Det er blevet noget andet. Accepter at det nu er sket.
    Måske vil det også hjælpe dig at accepterer, at det betyder, at det bliver som det bliver.

  2. Giv slip på, at det skulle have været anderledes

    Vend din opmærksom mod noget andet. Noget, du ved, vil hjælpe dig med at afspænde din krop og dit sind.
    Det kan være noget, der gør dig glad, der føles komfortabelt eller trygt. Det er ikke så vigtigt.
    Det, der er vigtigt er, at du flytter din opmærksomhed hen på noget andet.

  3. Vær tålmodig. Vent på, at din irritation fortager sig

    Først der, ser du igen klart og kan vurdere, om der er behov for at du foretager dig yderligere.

Rigtig god fornøjelse med det.

Kærlig hilsen, Eva