Hvad er stress?

Stress er en naturlig kropslig, biologisk reaktion på en udefrakommende belastning. Stress er en iboende reaktionsevne, vi alle har og stressens oprindelige intention er positiv, nemlig at hjælpe os med at håndtere de belastninger, vi møder. En stress reaktion kan derfor være alt fra en kortvarig hjælpsom  stressreaktion, hvor du oplever at være handlekraftig, målrettet og beslutsom til en længerevarende overbelastning, hvor du lige så stille begynder at mærke effekten af at have en krop og et nervesystem i konstant alarmberedskab. Du ved, at du begynder at opleve en længerevarende overbelastning når du oplever at din adfærd, dit helbred og dine følelser hen over de sidste tre måneder har ændret sig hen imod bl.a en øget sårbarhed og frustration, en manglende fornemmelse af kontrol og effekt selvom du arbejder hårdt og et øget fysisk ubehag såsom muskelspændinger, urolig søvn. Du kan se på stresscirklerne nedenfor, hvordan vi ændrer os i vores energi, i vores adfærd og i vores kognitive evner efterhånden som overbelastningen tager til i tid og styrke.

“Kære Eva
Jeg vil bare lige sige 1000 tak for god behandling.
Jeg er super glad for at jeg fik sagt fra og bedt om hjælp – inden det gik galt.
Jeg føler, jeg er på rette vej ved hjælp af dig og de overskuelige øvelser/ting, du har bedt mig om at arbejde med og være bevidst om.
Så tak fordi du tror på mig og mine evner.”
– Mette, Master Data Specialist

Vær årvågen på forandringerne

Oplever du, at disse ændringer har været mere eller mindre konstante hen over de sidste tre måneder, skal du begynde at være opmærksom på, hvad det er, der belaster dig. Du bør undersøge, om det er belastninger på dit arbejde, i dit social liv eller i dit eget personlige liv, da belastninger kan opstå alle tre steder. Det kan være svært selv at se nøgternt på, hvad det egentlig er, der belaster os. Og vi belastes af lige så vidt forskellige ting, som vi er mennesker. Ofte fyldes vi dog med tanker om skyld og skam og “jeg burde da kunne…” når vi prøver at undersøge, hvad det er, der er årsag til overbelastningen og det forhindrer os i at løsne op for det. Tag derfor gerne fat i en god ven, en professionel stressrådgiver eller en psykolog, så du bliver hjulpet til et ærligt blik på, hvad det er, der skaber en oplevelse af overbelastning i netop dit liv.

Hvad skaber en overbelastning?

Arbejdsrelateret stress er den reaktion, du kan opleve, når du mødes med krav og belastninger på arbejdet, der ikke matcher din viden og kompetencer og dermed udfordrer din evne til at lykkes. (Frit oversat fra WHO) En overbelastning er noget, der opstår udenfor os og som vi reagerer på. En langvarig stress reaktion er altså en naturlig reaktion på en belastning, der har været for stor for længe. Det er vigtigt at understrege at en stressreaktion på en overbelastning dermed ikke er ensbetydende med en personlig brist, et tegn på svaghed eller lav arbejdsmoral.