Sygemelding

Deltids eller fuldtidssygemelding?

Du skal sygemeldes, når din hverdag ikke længere kan hænge sammen grundet udmattelse. Udmattelsen kan både vise sig følelsesmæssigt, mentalt og helt fysisk. Du ved, du er udmattet, når du ikke har kræfter til at gennemføre det, du normalt evner og det ikke bliver bedre, selvom du hviler dig og tager den med ro, når du ikke længere kan overskue normale driftsopgaver i hjemmet og på jobbet og når små ting som et telefonopkald, en email eller en venlig forspørgsel kan vælte din skrøbelige balance. En deltidssygemelding er det rigtige, når du er stressramt men ikke kollapset. Altså der, hvor du trænger til hvile, en reducering af arbejdsopgaver, krav og kompleksitet og faste rammer. En deltidssygemelding aftales og planlægges sammen med din HR, din leder og din stressrådgiver. En deltidssygemelding opleves som en mindre indgriben i hverdagen og i arbejdslivet end en fuldtidssygemelding og kan lade sig gøre der, hvor du bliver opmærksom på din belastning i tide. En typisk deltidssygemelding løber over en periode på 2-3 måneder, hvor du gradvist sluses tilbage i tid og opgave kompleksitet. En fuldtidssygemelding er det rigtige, når dit indre system er lukket ned, kollapset. Hvor du oplever at der intet andet er tilbage end udmattelsen, forvirringen, sårbarheden og manglende handlekraft. Her har du og dit nervesystem brug for fuldstændig ro og kravfrihed. Derfor skal du sygemeldes på fuld tid og en sådan sygemelding kræver ofte 2-3 måneder. Derefter sluses du langsomt og gradvist tilbage på arbejdet i en periode på 3 måneder i tæt samarbejde med din leder og HR.

``Jeg er ikke mig selv længere``

Når du er sygemeldt, oplever du en række reaktioner. Fra din krop, fra dine følelser, fra dine tanker. Disse reaktioner er reaktioner på den langvarige overbelastning, du har været i. De er altså reaktioner på det, der har været. Ikke på det, der er. Det er vigtigt at vide, så du genkender disse reaktioner som post reaktioner på din overbelastning. Mange bliver nervøse og skræmte over reaktionerne, da de tror, det er nye sider af deres personlighed, de skal ind og bearbejde. Istedet skal også disse reaktioner have tid. De mindskes nemlig i takt med at dit nervesystem restituerer.